Lodning, leg og lær  

Lodning, leg og lær

Lodning, Leg og Lær er en kreativ og naturfaglig fritidsaktivitet for børn og unge, finansieret af en bevilling på 524.181,00 kr. fra Villum Fondens pulje Science i fritiden.

Projektet giver børn fra familier med begrænsede ressourcer mulighed for at deltage i et gratis læringsforløb, hvor teknologi, leg og kreativitet går hånd i hånd. Her får de adgang til et trygt fællesskab, hvor de kan opleve faglig succes og styrke deres nysgerrighed for naturvidenskab.

I samarbejde med Amagerplanens boligsociale indsatser rekrutteres børn og familier fra nærområdet, så eftermiddagsaktiviteten bliver tæt knyttet til lokalsamfundet. Amagerplanen bidrager samtidig med erfaring i at skabe inkluderende fællesskaber for børn og unge, hvor sociale relationer og læring går hånd i hånd.

I løbet af foråret 2026 gennemføres det første forløb på Skramloteket, hvor en gruppe børn deltager i 10 eftermiddage med lodning og elektronik. Undervejs bygger de kobberfigurer, blinkemaskiner og morseapparater, mens de gradvist lærer om strøm, kredsløb og elektroniske komponenter. Hver undervisningsgang indledes med en kort fortælling og afsluttes med fællesspisning, så undervisningen kombineres med både inspiration og socialt samvær.

I projektets anden del, der finder sted i efteråret 2026, rettes blikket mod udbredelsen af idéen. Skramloteket afholder kursusforløb for fritidspædagoger og andre fagpersoner, så flere loddeværksteder kan etableres i fritidsordninger og klubber rundt om i landet. På den måde kan endnu flere børn og unge få glæde af at lære naturfag gennem praktisk arbejde, kreativitet og leg.

Med Lodning, Leg og Lær ønsker Skramloteket, i tæt samarbejde med Amagerplanen, at vise hvordan man kan skabe varige, positive erfaringer med naturvidenskab – og samtidig inspirere til, at flere børn i hele landet får adgang til sjove og meningsfulde science-aktiviteter i fritiden.

👉 Klubmedarbejdere og fritidspædagoger er meget velkomne til at kontakte os (), hvis projektet har interesse – enten for samarbejde, kursusforløb eller for at høre mere om, hvordan man selv kan starte et loddeværksted.

Logoer